Som annonceret den 21. juli 2023 blev NKT valgt som foretrukken leverandør til en rammeaftale og de to transmissionsforbindelser Western Isles og Spittal-Peterhead af den skotske netejer SSEN Transmission.
Nu har parterne indgået aftaler, der sikrer produktions- og offshore installationskapacitet for 525 kV XLPE jævnstrømskabelsystemer (HVDC) til de to skotske projekter. For NKT vil de to turnkey-projekter omfatte design, produktion og installation af både on- og offshore kabelsystemer. Den samlede værdi af de to projekter ligger endnu ikke fast, men NKT vurderer den til at være over EUR 1 mia. efter afklaring af endeligt omfang. Begge projekter er planlagt til at være afsluttet i 2030.
Claes Westerlind, administrerende direktør i NKT, siger:
- Reservationen af produktions- og offshore installationskapacitet er en vigtig milepæl i det stærke samarbejde med SSEN Transmission og vores fortsatte støtte til den grønne omstilling af Skotland. Projekterne passer perfekt til vores beslutning om at udvide vores produktionskapacitet i Karlskrona samt tilføje et nyt markedsledende kabelfartøj til vores flåde. Vi er glade for at kunne udnytte vores omfattende ekspertise i store turnkey HVDC-kabelsystemer til at styrke sammenkoblingen af det skotske elnet.
Sandy Mactaggart, Director of Offshore Delivery, SSEN Transmission, siger:
- Vi er glade for at kunne meddele, at vi med succes har sikret produktions- og installationskapacitet hos vores forsyningskædepartnere for Western Isles og Spittal-Peterhead HVDC-konvertersystemer og kabler, hvilket er endnu et meget vigtigt skridt for at sikre rettidig levering af disse projekter. I erkendelse af globale begrænsninger i forsyningskæden inden for HVDC-teknologi har vi handlet hurtigt for at sikre disse nøglekomponenter så tidligt som muligt, og vi ser nu frem til at indgå de kontraktlige aftaler og bygge videre på vores langvarige og stærke samarbejde med NKT.
Western Isles og Spittal-Peterhead offshore HVDC-transmissionsforbindelser er en del af The Pathway to 2030 Holistic Network Design (HND), som er en større opgradering af elnettet på tværs af Storbritannien. Dette er et nødvendigt bidrag til at opfylde de britiske og skotske regeringers 2030 mål for vedvarende energi og klimaændringer. HND definerer et enkelt integreret design, der understøtter omfattende levering af elektricitet genereret fra havvind.
Projektspecifikke kontrakter for de to projekter er betinget af kommercielle forhandlinger og den endelige investeringsbeslutning. Herudover har parterne til hensigt at indgå en rammeaftale for fremtidige projekter.
Aftalerne om kapacitetsreservation ændrer ikke på NKT’s finansielle forventninger for 2023.
Fakta:
Western Isles
• Kabelrute: Ca. 160 km 525 kV HVDC kombineret on- og offshore rutelængde
• Transmissionsforbindelseskapacitet: 1,8GW
• Tidsplan: Den endelige kontrakt forventes udmøntet inden udgangen af 2025
Spittal-Peterhead
• Kabelrute: Ca. 220 km 525 kV HVDC kombineret on- og offshore rutelængde
• Transmissionsforbindelseskapacitet: 2,0GW
• Tidsplan: Den endelige kontrakt forventes udmøntet inden udgangen af 2025