NKT har gennemført strømkabelprojektet, der omfatter tre HVAC kabelsystemer på 220 kV til Moray East Offshore Wind Farm, som ligger 22 kilometer ud for Skotlands nordøstkyst. Vindmølleparken har en central position i overgangen til vedvarende energi i Skotland, og når den står færdig, vil den være i stand til at dække det gennemsnitlige elforbrug for 40% af de skotske husstande. Med projektet understreger NKT sin stærke position som central leverandør inden for havvind i Storbritannien.
- Havvind er helt centralt i at afbøde klimaforandringerne, og vi er glade for fortsat at være en nøglespiller i at gøre havvind til et hovedelement i den grønne omstilling af den britiske strømforsyning, siger Executive Vice President Claes Westerlind, direkttør for den svenske højspændingsforretning i Karlskrona i NKT.
Når de 100 møller snurrer på fuld kapacitet, vil Moray East Wind Farm kunne sikre forsyning af grøn strøm til 950.000 husstande i Skotland. Dette vil reducere den årlige CO2-udledning med 1,7 millioner tons sammenlignet med gasfyrede kraftværker.
Effektiv installation under udfordrende forhold
NKT gennemførte projektet i henhold til tidsplanen og inden for budgettet på trods af udfordringer relateret til COVID-19 og vejrforholdene i Nordsøen.
- Den operationelle succes blev sikret af et effektivt samarbejde mellem alle projektets parter, der viste et stærkt engagement inden for både HSE og i forhold til at overholde tidsplanen på trods af udfordringer som både COVID-19-restriktioner og det hårde efterårsvejr. Endnu en gang demonstrerede vi vores fleksibilitet og værdien af vores projekterfaring, der igen sikrede en succesfuld installation under udfordrende forhold, siger Claes Westerlind, Executive Vice President i NKT.
Højspændingskablerne til projektet blev fremstillet på NKT fabrikken i Karlskrona, Sverige, som kører på 100% grøn elektricitet, hvilket minimerer kabelsystemets samlede CO2-aftryk. Som en del af driftens miljømæssige fokus blev installationen af søkablerne gennemført af NKT Victoria, der er et af de mest energieffektive kabeludlægningsskibe i industrien.
NKT har stor erfaring med at forbinde havvindmølleparker til det britiske fastland, herunder afsluttede projekter som Hornsea 1, Race Bank og Walney Extension. NKT er i øjeblikket involveret i igangværende havvindprojekter såsom Hornsea 2 og Dogger Bank, hvor sidstnævnte bliver den første havvindmøllepark i Storbritannien, der bliver tilsluttet land med kabler bygget på HVDC-teknologi.
Fakta: Moray East Offshore Windfarm
• Kunde: MOWEL, Moray Offshore Windfarm (East) Ltd
• Placering: Nordsøen, 22 km fra den skotske kyst
• Ordre: 220 kV HVAC undersøisk kabelsystem med effekt på 950 MW
• Samlet kabellængde: ca. 180 km + reservekabel
• Samlede kabellængder: 3 x ca. 60 km
• Projektets varighed: 2018-2021